Historie - Hvem er vi?
Gladsaxe HG startede oprindelig i 1953 som håndboldafdelingen i Søborg IF. Søborg IF tog i 1968 navneændring til Gladsaxe IF. 1. maj 1980 blev foreningen lagt sammen med HG under navnet Gladsaxe/HG. Under dette navn vandt klubbens herre i perioden 1981-1986 4 medajler ved DM, hvor højdepunktet var guldmedaljerne i 1983. Efter en 2-årig periode med navnet Gladsaxe Håndbold stemte medlemmerne i 2011 for igen at tage navnet Gladsaxe HG. HG er Handelsstandens gymnastik forening, hvis håndboldafdeling blev oprettet i 1927. HG vandt i perioden 1950-1977 DM for kvinder 12 gange, mens klubben hjemførte herrerenes DM-titel 13 gange i perioden 1939-1970.
I sæson 2009/10 stillede Gladsaxe HG på pige-/damesiden med 5 pigehold og 4 damehold og på drenge-/herresiden 1 drengehold. I sæson 2010/11 stillede vi på pige-/damesiden med 4 pigehold og 3 damehold og på drenge-/herresiden med 2 drengehold og 1 herrehold. I den kommende sæson forventer vi ved starten af sæsonen at stille med 5 pigehold, 3 damehold, 3 drengehold og 1 herrehold, men efter jul er målet at have 7 pigehold, 3 damehold, 6 drengehold og 1 herrehold.
Vi fortæller dette, fordi vi kun når vores mål, hvis vi sammen kan skabe et miljø omkring Gladsaxe Sportshal som emmer af god stemning og gode håndboldtimer for dem som er rigtig gode til det med bold og dem som synes håndbold er sjov motion. Alle skal lære meget mere, men alle er vigtige for at vi får en attraktiv klub. I januar 2011 startede bestyrelsen strategiarbejdet i klubben og indtil videre er det udmundet i mission, vision og værdier.
Gladsaxe HG’s Mission, Vision og Værdier
MISSION
At tilbyde håndboldtræning for alle aldersklasser på såvel motions som divisionsniveau med hjemmebane i Gladsaxe Sportshal
VISION
Klubben skal være det sportslige samlingspunkt for håndboldinteresserede i Gladsaxe.
Klubben skal være kendt for at have et attraktivt klubliv specielt med fokus på ungdomsafdelingen, hvor et aktivt klubliv betyder mange muligheder for at være sammen ikke kun om håndbold.
Klubben skal være det sportslige tilbud for alle håndboldinteresserede i Gladsaxe med ambitioner såvel på motions- som divisionsniveau.
Klubben skal være kendt for at uddanne egne trænere og for at have trænersamarbejde på tværs af årgange og køn.
VÆRDIER
Begejstring
- det er sjovt at være en del af Gladsaxe HG
Ansvarsbevidst
- orden i økonomien
Nyskabende
- udvikle foreningslivet
Samarbejdende
- indenfor klubben såvel som med andre klubber